OSS (FAQ) for dk.kultur.sprog

Hedder det "og" eller "at"?

Først en kort oversigt over beslægtede konstruktioner, hvor skellet mellem "at" og "og" er aktuelt:

1.Jeg vil ud å spille skak.Jeg ville ud å spille skak.
2.Jeg tager ud å spiller skak.Jeg tog ud å spillede skak.
2a.Jeg tager ud å spille skak.Jeg tog ud å spille skak.
3.Jeg er ude å spille skak.Jeg var ude å spille skak.
4.Jeg sidder å spiller skak.Jeg sad å spillede skak.

Eller mere systematisk:

 Formelt verbalRetningsadverbiumSemantisk verbal
1.modalverbumkort forminfinitiv
2."rejseverbum"kort formsamme bøjning som det formelle
2a."rejseverbum"kort forminfinitiv
3.kopulalang forminfinitiv
4."tilstandsverbum"intetsamme bøjning som det formelle

Noter:
- (2a) lyder gammeldags for mig - jeg mistænker den for hovedsagelig at overleve som skriftlig form, mens mange der skriver (2a), har (2) i deres talesprog.
- (4) er ikke så nært beslægtet med de tre første som disse er indbyrdes, men jeg fornemmer alligevel en lighed.

Nuvel, spørgsmålet er så: Hvordan skal man stave "å" i de forskellige former? Der er vist ikke tvivl om at den konservative norm, som man ikke kan gå i vandet ved at følge, er:

Brug "at" i konstruktionerne (1), (2a) og (3) hvor det semantiske verbal står i infinitiv, og "og" i konstruktionerne (2) og (4) hvor det semantiske verbal udviser kongruens med det formelle.

Det fører til at der i visse situationer selv efter den konservative norm skal skrives "og" før infinitiv, nemlig når hele molevitten i konstruktion (2) og (4) er i infinitiv:

[28]Det er sjovt at tage ud og spille skak.
[29]Han ville tage ud og spille skak.
[30]Man bliver træt af at sidde og spille skak i timevis.

I situation 28 og 29 kan man også forsvare "at":

[31]Det er sjovt at tage ud at spille skak.
[32]Han ville tage ud at spille skak.

ved at bruge konstruktion (2a). Men man bør nok sørge for at være konsekvent i valget mellem (2) og (2a) indenfor samme tekst, så "tage ud at spille skak" duer ikke sammen med "tog ud og spillede skak".

Slut på vejledning til den forvirrede men forsigtigt anlagte sprogbruger. Nu kommer der et langt mere kontroversielt spørgsmål: Der er en klar tendens blandt "i øvrigt sikre sprogbrugere" til at skrive "og" også i de former hvor den konservative norm vil have "at". Er der en god grund til at fastholde den konservative norm og derfor aktivt bekæmpe bevægelsen mod "og"?

Jeg vil formode at folk der bevidst foretrækker konstruktion (2a) frem for (2), også naturligt vil bruge den konservative norm og skrive "at" der. Det er der vistnok ingen der vil forbyde dem, så det der er uenighed om, er kun konstruktionerne (1) og (3) - bør det være tilladeligt at skrive "og" i dem?

Det almindeligste argument mod "og" i (1) og (3) er at det ikke stemmer med den rolle "og" i øvrigt har i skriftsproget. Argumentet siger at "og"s rolle er at forbinde helheder "af samme slags" så den samlede helhed "X og Y" indgår i syntaksen på samme måde som en enkelt helhed af den pågældende "slags". Den rolle opfylder "og" tydeligvis ikke i "jeg vil ud og spille skak" hhv. "jeg er ude og spille skak", så disse ordforbindelser må være forkerte. Eftersom den eneste anden måde at stave "å" på er "at", og eftersom "at" godt kan stå foran en infinitiv, må "at" være det rigtige.

Argumentet har den tilsyneladende styrke at det kan forklare hvorfor "og" er godt nok i (2) og (4): "tager ud" og "sidder" er begge to ting af samme slags som "spiller skak". Derfor er det fint at bruge "og" i disse sammenhænge. Efter min mening er det dog kun på et ret formelt plan at den analyse virker - det føles ikke som om at "tager ud" er sideordnet med "spiller skak", heller ikke selv om man foreslår at konstruktionen analyseres som en konstatering af at de to ting simpelthen sker i rækkefølge.

Men det vigtigste modargument mod standardargumentet er at man på ganske tilsvarende vis kan argumentere for at "at" i (1) og (3) ikke stemmer med den rolle "at" har i skriftsproget. Hov, hvad er nu det for noget? Har vi ikke alle lært i skolen at "at" er det man kan sætte foran en infinitiv?

Jo, men det er ikke hele historien om "at". Hvis man tager et frisk blik på "at"s funktion i sproget, kan man anlægge følgende analyse:

"At" forekommer i to forskellige former. Den ene ("dass" på tysk; "(the fact) that" på engelsk) udtales [a] og indleder en bisætning med et subjekt og tidsbøjet verbum. (Dette "at" kan eller skal i visse sammenhænge underforstås efter temmelig subtile regler der udviser betydelig variation sprogbrugerne imellem, og som i øvrigt er ubetydelige nok til at de kan sætte gemytterne i næsten lige så store svingninger som kommaregler kan. Popquiz: Skal eller kan "at" udelades efter "efter"? Efter "fordi"?).

Den anden form ("zu" på tysk, "to" eller "-ing" på engelsk) står foran en infinitiv, som efter behov kan udbygges med yderligere sætningsled indtil man har en bisætning hvor dog subjektet mangler og verbalet står i infinitiv. Sådanne ufuldstændige bisætninger tæller ikke som ledsætninger i dansk kommasætning, men de gør på tysk (hvilket er nok så praktisk i betragtning af at "zu" følger med verbet helt ned i bunden af bisætningen, så der bliver brug for en måde at markere dens start).

Hvad er fællesnævneren for de to former af "at"? Det er at "at" er en substantiverende partikel. Begge former tager en (evt ufuldstændig eller rudimentær) bisætning og forvandler den fra et selvstændigt udsagn til noget der kan indgå i en større sætning på en plads der ellers systematisk skulle udfyldes med noget "navneordsagtigt". Fx kan en at-konstruktion virke som

subjekt:[33]At spille skak i dagevis bevirker træthed.
[34]At regeringen alligevel overlevede, er dagens store nyhed.
objekt:[35]Jeg kan ikke fordrage at spille skak med begyndere.
[36]Politiken skriver at regeringen næppe vil overleve ugen ud.
styrelse:[37]Der er skrevet tykke bøger om at spille skak.
[38]Må jeg minde om at regeringen stadig har parlamentarisk flertal?
[39]Efter at vinden er taget af, har situationen bedret sig.

Et af de eneste steder i sproget hvor "at + blablabla" ikke indgår i en sammenhæng hvor det kan analyseres med en substantivistisk rolle, er netop i de "ud å se"-konstruktionerne (1), (2a) og (3). Man kan ikke sætte en anden slags substantivistisk led i stedet og stadig have en meningsfuld sætning:

[40]*Jeg vil ud en skakturnering.
[41]*Han er ude en skakturnering.

Dette kan naturligvis ikke tages til indtægt for at "at" i disse situationer er forkert -- det er jo fuldstændig utvivlsomt at det er og længe har været accepteret at bruge "at" her, og så må ethvert forsøg på sproglig systematik vige for virkeligheden. Men det viser at både "at" og "og" i disse situationer vil være systembrud. Derfor kan man ikke afvise "og" alene fordi det er et systembrud.

Personligt konkluderer jeg udfra disse argumenter at bevægelsen mod "og" i alle konstruktionerne (1)-(4) formentlig er uundgåelig og at den hverken vil skade sprogets kommunikationsbærende funktion eller dets indre systematik - tværtimod vil den systematiske sammenhæng blive styrket fordi "å" i alle konstruktionerne staves ens. Derfor mener jeg at man ikke bør modsætte sig denne udvikling.

Andre har naturligvis ret til at konkludere anderledes udfra de givne forhold. Bemærk endvidere at der ikke er enighed i gruppen om identifikationen af "at"s formelle funktion som substantiverende partikel.

(HM)

Rettet 3. October 2016